Boligfællesskab: Når familieboligen bliver for stor

Ibihaven Artikel
”Hvor skal man bo, når børnene er flyttet hjemmefra, og man forlader arbejdsmarkedet?” Politiken har været på besøg i Ibihaven i Slagelse. De fremhæver værdierne ved boligfællesskabet, atriumhaven og fællesskabet som man selv vælger, om man vil være en del af.

Boligfællesskab: Når familieboligen bliver for stor

Hvor skal man bo, når børnene er flyttet hjemmefra, og man forlader arbejdsmarkedet? Ejendomsudvikleren Tetris har med Ibihaven i Slagelse opført det første i en række af 14 planlagte boligfællesskaber for ældre.

Af Karsten R.S. Ifversen, Politiken

Udefra ligner Ibihavens sorte træbygning med fladt tag uden udhæng en ordinær rækkehus-bebyggelse. Små private haver ligger side om side, og på første sal er der altaner. Yderst er der parkeringspladser. Men bebyggelsens to lange og let forskudte rækker er bygget sammen i hver ende, og mellemrummet er overdækket, så det tilsammen danner et stort indre atrium. Herinde dufter der godt af fyrretræ, muld og et væld af forskellige planter. Det er lidt som at komme ind i en planteskole. Her er ikke helt så koldt som udenfor, men rummet er heller ikke opvarmet. Lyset er filtreret gennem et tag af plastikplader, der giver et lidt kedeligt diffust gråligt lys, der lægger sig over den flotte myldrende tømmerkonstruktion og de lyse fyrretræsfacader. Gulvet er belagt med gulbrune teglsten, og der hænger rispapirlamper fra loftet over almindelige indendørs borde og stole. Det er som at være udenfor og indenfor på en gang.

Plasttaget rejser sig midt over hver bolig, så man får et motiv af gavlhuse, der står skulder ved skulder. Første sal er omkranset af en bred svalegang i sort stål, og under taget ligger en tilsvarende sort kabelbakke som en solkasket, der markerer kantzonen til lejlighederne. Her træder man ind i privatzonen. De 76 lejligheder vender nemlig alle sammen hoveddøren ind mod atriet. Det er hjertet i bebyggelsen Ibihaven, der ligger i Slagelse i et nyt parcelhusområde i udkanten af byen. Den arkitektoniske detaljering fortæller, at bebyggelsen som så mange andre fællesskaber vender ryggen til omgivelserne.

Forstøbt fællesskab

Den er et eksempel på en type bo- og boligfællesskaber, der skyder frem i disse år særligt møntet på ældre. Det er ikke længere beboerne selv, der tager initiativ til at stifte fællesskabet, det er etableret på forhånd. Markedet er ved at indstille sig på, at flere gerne vil bo på en anden måde, når man ikke længere har børn, og arbejdslivet ikke længere dækker en stor del af de sociale behov.
Ibihaven er det første af 14 planlagte boligfællesskaber for ældre, som den private ejendomsudvikler Tetris etablerer. Foruden at være bygherre står de med firmaets egne arkitekter for at tegne både bygninger og landskab og for driften. De har så at sige ansvaret hele vejen rundt.
De kalder det et boligfællesskab og ikke et bofællesskab. Forskellen er væsentlig, for selv om der er indbyggede tilbud med værksted, petanquebane og fælleskøkken, så er der ikke noget krav om, at man skal engagere sig i et fællesskab. Driften af fællesarealer er betalt gennem huslejen, og man kan koble sig på eller fra efter lyst og evner. Der er ikke på forhånd organiseret fælles aktiviteter. Man skal altså ikke spise sammen mindst en gang om ugen for at aftjene sin pligt over for fællesskabet. Herved adskiller Ibihaven sig fra det traditionelle bofællesskab, hvor fællesskabet ikke blot er en valgmulighed, men ligefrem anledningen til at slå sig sammen. Det er så også en ulempe ved Ibihaven, at fælleskøkkenet f.eks. slet ikke er dimensioneret til, at alle skal kunne deltage på en gang. Her er kun plads til 36 spisende, mens der kan bo mere end 100 beboere i bebyggelsen.

 


Mød en nabo

Atriet er også opdelt i så mange små zoner, at det er tydeligt, at der opfordres til små grupperinger i det store boligfællesskab. Det er boligerne, der er fælles her, ikke nødvendigvis beboerne. Boligfællesskabet er altså ikke møntet på de allermest fællesskabs-orienterede personer, der vil have større glæde af et egentligt bofællesskab. Men som en måde at nedsætte risikoen for ensomhed på og skabe tilfældige hverdagsmøder, der måske kan blive til lidt mere, i en overskuelig social sammenhæng, er det et godt alternativ til at blive siddende i sit eget hus. Boligerne er minimale i udstyr og planløsning, så trods altaner og forhaver forekommer det stadig at være fællesrummet, der fornuftigvis er brugt flest kræfter på. Selv om beboerne domesticerer med potteplanter og stole foran lejlighederne, er der endnu en lidt fersk stemning af færdigret over huset.
karsten.ifversen@pol.dk

Ansøgning