Sanne og Jette – to flytninger og ét godt naboskab

”Jeg savner ikke at skulle slå en megastor græsplæne. Jeg savner ikke at skulle passe et stort hus på 125 kvm…”

Jette er 65 år gammel og en af Ibihavens allerførste beboere. Sammen med sine nye naboer fik hun i 2020 nøglerne til en splinterny bolig i fællesskabet.

For Jette gik der mange overvejelser forud for beslutningen om at opsige sin bolig og flytte fra hus og have. En proces, der for alvor blev sat i gang, da Jette i 2016 mistede sin mand.

Efter mange gode år i et stort, krævende bondehus i Viby Sjælland, var det tid til et nyt og spænde kapitel for Jette.

”Når jeg sammenligner mit nye hjem, med det jeg havde, så savner jeg faktisk slet ikke noget.”

I boligen ved siden af Jette, bor Sanne på 57 år. Sanne er terapeut og går stadig på arbejde – og ligesom for Jette, er boligen i Ibihaven noget helt andet end Sannes tidligere hjem. En naturskøn nedlagt landbrugsejendom tæt på Kalundborg.

”Det jeg besluttede, da jeg flyttede fra det gamle hus, var, at jeg skulle ud i noget, hvor det bare spiller. Hvor det er nyt, hvor det er lækkert, hvor det er smukt – og så var der jo også konceptet omkring fællesskabstanken.” Fortæller Sanne om valget af det nye hjem i Ibihaven.

For Sanne var det i høj grad stemningen og de smukke grønne, rammer, der trak i hende.

”Jeg så billederne af byggeriet, og så tænkte jeg, det der ser godt ud. Det er lækkert, det er nyt – og det sprudler af liv på en eller anden måde.”

Farvel til det, der ikke længere gør gavn

For både Sanne og Jette var det en lettelse at flytte til et mindre og nyopført hjem, som nu stiller færre krav til vedligehold og rengøring i hverdagen.

Men mere tid og frihed, er kun nogle af de fordele, der viste sig ´ for de to naboer, da tiden var inde til at finde flyttekasserne frem.

”Det, med at komme fra noget meget større og flytte til noget mindre, var jeg ærlig talt lidt spændt på. Da jeg var til fremvisning, tænkte jeg først, at det virkede lidt småt. Og at jeg måtte til at vælge ud, hvad jeg skulle have med. Men så flyttede jeg ind, og nu må jeg sige, at det sgu også kan noget, nu hvor jeg jo bare mig. En ting er selvfølgelig boligen, men man får jo også et kæmpe orangeri under eget tag.” Fortæller Sanne og byder indenfor i sit hjem, som hun har indrettet hyggeligt med brændt orange og varme naturfarver.

”Det, der er i lejligheden nu, er alt sammen noget, jeg har haft med fra huset. Jeg har tænkt mig om og valgt det helt rigtige ud. Og da det kom her, fik det jo bare et fuldstændigt nyt udtryk – og jeg synes at det passer helt perfekt.”

Også Jette gennemgik en oprydningsproces, som viste sig at være nemmere, end hun først havde forberedt sig på.

”Da jeg tog beslutningen, begyndte jeg at sortere. Jeg havde 3 bunker – det her skal jeg have med, det her skal jeg måske have med og det her skal jeg ikke have med. Og så blev bunken med det, jeg ikke skulle have med større og større.”

Fortæller Jette med et grin og viser en lys og åben stue frem – med masser af knald på farverne.

”Efterhånden som jeg kiggede på mange af mine ting, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde brug for dem mere. Så ringede jeg til en genbrugsbutik, og så kom de og ryddede resten – det var så nemt.”

Gode naboer giver livskvalitet

I dag er flytningen for længst bag de to naboer, og hverdagen har indfundet sig i den grønne atriumhave. Både Sanne og Jette trives i fællesskabet og med de sociale muligheder, der findes i Ibihaven.

”For mig betyder fællesskab, at man har Følelsen af sammenhørighed, følelsen af at man kan være sig selv.” Forklarer Sanne om forholdet til Jette og de andre naboer, der, for hende, er blevet en del af hverdagen. ”Der er jo dage, hvor man sprudler – sådan er de fleste dage for mig – men jeg synes også, at jeg kan dele de dårlige dage med de naboer, jeg er tæt på.”

For Sanne er det betydningsfuldt, at der er plads til forskelligheden, og at man har mulighed for at deltage i fællesskabet på de præmisser, som man har lyst og energi til. Nogle naboer, hilser man venligt på – mens man med andre er tætte nok til at få et kram på en dårlig dag.

Også Jette trives med, at der er liv og nærvær blandt beboerne i det grønne haverrum.

”Fællesskabet for mig betyder alverden. Det betyder noget, at når jeg kommer hjem, så er der nogen, der råber – Hej Jette – eller – Er du allerede hjemme – eller – Hvad Søren, det er lang tid siden, jeg har set dig. Det betyder meget at blive set og hørt.”

Vigtigst af alt, for både Sanne og Jette, er, at der i fællesskabet er friheden til at vælge selv. Vælge hvornår og hvor meget, de vil deltage – og hvilken slags samvær, det gode naboskab skal byde på.

”Det betyder noget for mig, at jeg kan være en del af noget større. Samtidig kan jeg også få lov til at trække mig tilbage og sige, at nu har jeg været social nok for i dag. Det bliver der aldrig set skæv til – og det er virkelig bare i orden.” Tilføjer Jette med et stort smil.