På besøg hos Eva i Hermanhaven

Hermanhaven Beboerhistorie, Interview
Eva, beboer i nabofællesskabet Hermanhaven

Mens Augusthaven tager form på byggepladsen, er Eva – og hendes nye naboer i Hermanhaven – ved at falde godt til i fællesskabet

 

Solen står højt over de grønne omgivelser ved Fasanvej i Næstved, hvor nabofællesskaberne, Hermanhaven og Augusthaven, ligger side om side og holder søvnigt øje med hinanden gennem et tykt, levende hegn.

Mens Augusthaven tager form på den anden side af buskaset, gør jeg mig klar til at møde Eva, der sammen med sin mand, Alex, i foråret flyttede ind i Næstveds første boligfællesskab, Hermanhaven. Jeg kan allerede dufte de enorme limtræssøjler, da jeg tager i håndtaget til hovedindgangen.

Vi havde i et stykke tid snakket om at sælge huset, fordi vi ikke gad at passe haven mere,” fortæller Eva mig, mens vi sætter os til rette under et træ i den store, overdækkede atriumhave. Stemningen er varm og næsten sydlandsk mellem de velduftende træsøjler og altangangene, der hænger højt over os. Slotsgruset knirker under vores havestole.

“Vi syntes allerede, at konceptet lød spændende og havde været været ovre for at se Ibihaven i Slagelse. Så da vi så på Facebook, at Hermanhaven skulle ligge i Næstved, var vi slet ikke i tvivl – vi tænkte bare, at vi ville skrives op lige så snart, vi kunne komme afsted med det.”

GODE, FÆLLES OPLEVELSER

For Eva og Alex var det idéen om en hverdag tæt på fællesskabet, der for alvor satte det endelige punktum for tiden i deres parcelhus.

”De naboer, vi havde, var søde og rare –  men det var som mange andre steder, hvor man bare hilser og ellers passer sig selv. Så vi tænkte, at det her kunne være en god mulighed for at komme ud og møde nogle nye mennesker og opleve nogle andre ting. Og det har bare været vildt sjovt,” siger Eva og griner. Jeg kan mærke, at hendes gode humør er af den slags, der smitter.

”Det overgår virkelig mine forventninger,” tilføjer hun. En hoveddør går op bag os, og en dame i en blomstret sommertop vinker til Eva, før hun med et blad under armen tager plads i forarealet til sin lejlighed.

“Folk er indstillet på at være sociale – og de fleste er med til at deltage i noget. Vores bestyrelsesformand inviterer til fredagsbar hver fredag. Så skriver hun ud på intranettet, at nu er fredagsbaren åben, og at man bare skal tage sine drikkevarer med og komme forbi fælleslokalet. Der er altid helt fyldt  – jeg selv har været der tre gange. Stemningen er virkelig god,” fortæller Eva og forklarer mig, at naboerne er gode til at finde på gode oplevelser sammen.

“Der er en masse initiativer til forskellige gåture – både i området, men også nogle, hvor vi kører lidt væk, og har nogle gode ture i weekenden. Forleden var der endda også en, som skrev på vores intranet, at han skulle i IKEA og at der var en plads i bilen, hvis nogen ville med. Folk er meget søde til at tænke på sådan noget og gøre ting sammen.”

PLADS TIL AT VÆRE SIG SELV

Mens vi sidder i det grønne, kommer et nabopar forbi. Hånd i hånd, begge med hver deres stofpose dinglende fra modsatte arm. De er på vej ud for at handle, men nærmer sig nysgerrigt, da de får øje på Eva og mig.

Eva har lige været på ferie, og parret spørger ind til, hvordan det gik. De bor ikke mange døre fra Eva og Alex, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de mon har mødt hinanden til fredagsbaren.

“Det er nemt at falde i snak her. Når vi sidder ude foran vores lejlighed, så kommer der altid nogen forbi og hilser på,” forklarer Eva mig, da vi igen er alene.

Men vi kan også sagtens være i fred. Så går vi bare ind og lukker vores dør. Det er jo ikke altid, når jeg kommer hjem fra arbejde, at jeg vil snakke. Så går jeg ind, og så lukker vi døren – og hvis vi stadig gerne vil være ude, sidder vi på vores private terrasse for os selv. Det er ikke noget med, at folk kommer rendende,”  tilføjer hun og forklarer, at der er god balance mellem fællesskabet og privatlivet. Hende og Alex deltager, når de har lyst, og de føler sig ikke forpligtet til mere.

Vi sidder lidt i stilhed og kigger ud i haven. “Det er virkelig ikke en dårlig udsigt, vel?” spørger Eva mig med et indforstået smil, og jeg giver hende ret.

 


 

 

 

 

 

Ansøgning