Det var i slutningen af februar, at Finn for første gang satte nøglerne i døren til sin nye bolig. Og selvom hans hjem i Sophushaven er radikalt anderledes end det parcelhus, han før delte med sin ekskone, så har han ikke fortrudt et sekund.

I dag er Finn faldet godt til. Både i sit private hjem og i det gode naboskab, hvor han er en af de aktive beboere, som man ofte støder på til sociale arrangementer.

Vi besøgte Finn i hans hjem til en snak om at indrette sig på ny. Om at skabe sig en lækker og personlig base midt i et fællesskab og om at tage et modigt hovedspring ud i fællesskabet.

Det er ikke svært at føle sig godt tilpas hos Finn. Det mærker man allerede, når man bukker sig ned i den, lyse entre, løsner sine snørebånd og træder sine kondisko af ved hælene.

Finn har god smag og har formået at indrettet sig både let, moderne og hyggeligt.

I hans sammenhængende køkken og stue mødes man af en stilfuld tilbagelænethed med varme, tropiske farver og et strejf af frisk pink fra en stor krukke med liljer ved vinduet.

Fra billederne på væggen kigger to velkendte øjne ud under et karakteristisk, rødt strithår. Ved første øjekast, genkender man nok Tintin, men ser man rigtig godt efter, opdager man også, at han er i overordentligt godt selskab her i Finns stue.

”Jeg har altid været vild med Ole Ahlbergs Tintin-billeder. Jeg så dem for første gang for mange år siden og tænkte, at de var flotte og flabede. Da jeg så skulle indrette mig her i Sophushaven, tænkte jeg: Nu skal det være.”

Og man ser tydeligt, at Finn har valgt sine møbler og kunst med omhu. Alt passer perfekt i hans nye hjem.

”Jeg ved, at mange har svært ved at skalere ned og skille sig af med de ting, som er samlet sammen over et helt liv. Og det er helt forståeligt,” forklarer Finn.

”Men når man flytter til noget så anderledes, så tror jeg, at man skal passe på med at tage for mange gamle ting med. De har hørt til et andet sted, og man skal jo også videre. Man kan måske komme til at hænge sig for meget i det, der var. Ting er bare ting – og man bliver så glad bagefter.”

For Finn har processen med nøje at udvælge sine møbler og indrette sig på ny altså været en god oplevelse.

Og ser man rundt i hans fine hjem og lader øjnene løbe over de små detaljer, vil man alligevel opdage den afrikanske dame, de små blankpolerede træfigurer, de klassisk svungne lysestager og andet personligt nips, som også har fundet et hjem i den nye bolig.

Alt sammen passende for en ny start i et nyt hjem – med plads til alle minderne.

Hovedspring ud i det gode naboskab

Det har aldrig ligget langt fra Finn at falde i snak. Og bruger man blot et par minutter sammen med ham, mærker man tydeligt, at han er godt selskab.

”Jeg har altid været glad for at være sammen med mennesker. Både privat og i mit arbejdsliv. Så det var naturligt for mig at flytte ind et sted som her” fortæller Finn med et varmt smil. ”Det har været en kæmpe fornøjelse at komme her og møde de andre beboere.”

Det var Finns datter, der først så billederne fra den store, overdækkede atriumhave og kom til at tænke på sin far. Sammen kørte de en tur til Sophushaven, og inden dagen var omme, var der kun et enkelt spørgsmål tilbage.

”Jeg var slet ikke i tvivl efter at have set det – det var bare at beslutte, hvilken bolig det skulle være. Og den beslutning har været guld værd lige siden”

Derfra gik der ikke længe, før både Finn og Tintin var på plads i den nye lejlighed, og en god base var skabt. For Finn gav det energi til at begive sig ud i den grønne fælleshave og tættere på sine nye naboer

”Jeg kan huske en aften, hvor Lone, som bor nedenunder, sad udenfor i haven og spiste. Jeg gik ned til hende og spurgte, om hun havde lyst til lidt selskab” fortæller Finn og peger ud ad vinduet mod de grønne omgivelser. ”Så gik jeg op efter min egen mad og kom tilbage, så vi kunne sidde og sludre og spise sammen.”

Og det var en god beslutning. For Lone og Finn hyggede sig så meget, at deres middag blev grundlag for en helt ny tradition i Sophushaven.

”Dagen efter hev vi fat i Hans” forklarer Finn med et grin. ”Og så sad vi der igen – nu tre personer. Så hev vi fat i Rene osv. Til sidst sagde jeg til dem, at nu sætter vi os ned og spiser hver dag, indtil folk kommer. Og det gjorde de så. Stille og roligt. Det tog en måneds tid at få de fælles aftensmåltider op at stå, men flere slog sig til. Og i dag nyder vi, at der altid er nogen at spise med, hvis man ønsker det.”

Den lille middagsklub var dog kun begyndelsen. Sådan er det jo som regel med ildsjæle.

Finn står blandt andet også bag en større fællesspisningstradition, hvor to madhold skiftes til at lave og servere månedlige måltider for deres naboer.

Hans seneste drøm for fællesskabet er en vinklub, som inden længe vil kunne besøges af både kendere og grønne vinentusiaster. Her er han og tre andre beboere allerede ved at planlægge aftener med hygge, læring, snak og gode vinoplevelser.

Noget siger os, at fremtiden byder på mange gode oplevelser i Sophushaven. Og som besøgende kan man da nemt blive ret misundelig på dem, der kan kalde Finn for nabo.