Tilbage til oversigt

Jan er klar til et nyt kapital

december 2022

Til januar flytter han ind i Bodilhaven

I fredags havde Jan Würtz sidste arbejdsdag hos Københavns Kommune, hvor han har været ansat i 43 år. Det fejrede han med en afskedsreception for både tidligere og nuværende kollegaer, sin familie med børn, svigerbørn og børnebørn, og så var vi så heldige, at et par af os fra Agorahaverne også var inviteret med.

Der var disket op med hjemmebagt kransekage og alverdens søde sager på kaffebordet og i stedet for afskedstale, havde Jan skrevet en sang. ”Det er knap så højtideligt”, fortæller han. ”Og så er det også nemmere at synge end at holde en tale, når man nu godt ved, at man vil blive bevæget”. Generelt er Jan glad for at skrive festsange og glæder sig til at få mere tid til det, når han starter sit nye liv i Bodilhaven efter nytår.

Det var en lidt ambivalent oplevelse at have sidste arbejdsdag i Njalsgården”, fortæller Jan. ”For samtidig med at jeg var lidt trist til mode over alle de gode kolleger, jeg skulle sige farvel til, stod jeg også og glædede mig til det nye liv, som jeg tager hul på her den 2. januar. Så nu hvor det så småt er ved at bundfælde sig, kan jeg se, at det var den perfekte afslutning på et langt arbejdsliv. Nu kan jeg for alvor fokusere på det spændende seniorliv, som jeg tror venter mig i Bodilhaven.

Mandag d. 2. januar starter Jan så et helt nyt kapitel i sit liv, når han flytter ind i sin nye 2-værelses bolig i Bodilhaven. Ligesom kontoret nu er pakket ned, er der også blevet ryddet op og smidt ud i Jans nuværende lejlighed på Amager.
Og når han forlader adressen i den lejede varevogn med sin søn og svigersøn bag rattet, er det kun ni flyttekasser og de vigtigste møbler, der kommer med.

Jan fortæller gerne vidt og bredt om sin beslutning om at flytte ind i Bodilhaven og forstår ikke, at langt flere ikke vælger at gøre som han. Jeg kender så mange, som er bange for at blive ensomme, når arbejdslivet slutter. Men alligevel tør de ikke tage springet og prøve en anderledes boform af”, siger han. ”Men hvad er det værste, der kan ske? Hvis det ikke bliver en succes, kan jeg jo bare flytte tilbage igen”.

Vi glæder os meget til at byde Jan velkommen i Bodilhaven til januar og til at få lov til at være en del af det næste kapitel i hans liv, sammen med hans mange nye naboer.

Det er stadig muligt at leje en bolig i Bodilhaven. Læs mere på bodilhaven.dk, eller kontakt danbolig for en personlig fremvisning på 70 20 30 17.