Mød Pia – kommende andelshaver i Augusthaven

Augusthaven Beboerhistorie, Interview
Pia, kommende beboer i Augusthaven

I sit hus i Sorø har Pia allerede pakket sin første flyttekasse – snart er hun klar til sin nye lejlighed og fællesskabet i Augusthaven

 

Pia rører i sin kaffe og retter en smule på dækkeservietten mellem os. Hun fortæller mig ivrigt om en lokal seværdighed, jeg har passeret på min cykeltur fra Sorø Station. En smuk tur, langs Sorø Sø og gennem en labyrint af små muremestervillaer og ligusterhække.

På køleskabet hænger en magnet og glimter i solen fra vinduet. “Been there, done that” står der. Og den er vist god nok. Pia har rejst verden rundt mere end én gang, været gift og skilt igen, selv bygget dette flotte køkken fra bunden. Og nu flytter hun så i boligfællesskab.

 

FRA HUS OG HAVE

Pia er 64 år og bor alene på en søvnig villavej i Sorø. Jeg møder hende til en kop kaffe i det gråpudsede hus, forhaven er mørkegrøn i sommersolen. Jeg er ikke i tvivl om, at der er lagt mange kræfter her.

Vinden rusker i parasollen på terrassen, så lyden når os gennem den åbne dør i havestuen. Pia viser mig rundt og udpeger de tre trappestaser, som går fra køkken og stue til hvert deres niveau under os. Soveværelse, havestue og en kælder, der er indrettet næsten som en lille bolig i sig selv.

“Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke kan blive i mit hus for altid, fordi her er mange trapper. Så jeg har altid tænkt, at jeg skulle noget andet på et tidspunkt.”  fortæller Pia.

Pia har købt en andelsbolig i Augusthaven og kan i december 2021 for første gang sætte nøglen i døren til sin nye lejlighed. Hun griner højt, da jeg spørger hende, om det bliver svært at forlade huset.

“Der er altid noget, der skal laves. I takt med, at jeg bliver ældre, er der flere og flere praktiske ting, som jeg får brug for hjælp til. Min datter kommer ofte på besøg, og der er altid ting, hun ender med at skulle ordne for mig.”  Pia slår armene ud mod en hvidmalet sokkel, som fornyligt har fået en kærlig hånd.
“Min datter og jeg talte om Augusthaven, mens vi malede, og der fik hun sagt, at hun ønsker sig en fremtid, hvor hun kan komme på besøg – udelukkende for at være sammen. Det ramte lige på det ømme punkt.” griner Pia og fortæller, at hun derefter tog beslutningen og skrev under på sin købsaftale.

Jeg spørger Pia, hvordan hun har det med at skulle flytte fra hus og have til en mindre lejlighed. Hun ser sig omkring i køkkenet. Skuldrene slipper nakken en smule i den blå sommerkjole.

“Siden jeg har taget den her beslutning, har jeg beskrevet over for andre, at jeg føler mig grundglad. Helt grundlæggende glad.”  forklarer Pia mig med et suk.

“Når jeg nu kigger ud i min have, så tænker jeg, at det bliver fedt næste år, hvor den ikke længere er mit ansvar. Det samme gælder taget, som jeg ikke ved, hvor lang tid holder – nu er der sat en tidsbegrænsning på, hvor længe jeg behøver at skulle bekymre mig om den slags. Jeg tror slet ikke, at det bliver svært at flytte – det bliver dejligt at slippe for ansvaret”

EN FRISK START

En af de ting, der først bekymrede Pia ved at skulle flytte i lejlighed, var tanken om at have mindre plads til sine møbler. I hendes køkken står en stor skænk, på toppen har den lidt nips og levende lys i stager. Jeg forestiller mig indholdet i de mange skuffer. Bag os er hylderne tunge med koge- og rejsebøger og en sjov figur på fod, som Pia har fået for en særligt stor indsats på sit arbejde.

“Det var min datter, der gav mig det sidste skub. Hun kunne mærke, at jeg virkelig gerne ville flytte ind i et fællesskab – og at det kunne være godt for mig. Så vi talte om det og fik vendt de ting, der holdt mig lidt tilbage.” fortæller Pia.

“Er det fordi, du ikke kan få alle dine ting med? Er det på grund af ting? Ting, mor? Hun ramte lige spot on. For det var jo det. Jeg gik og tænkte, at så kan jeg ikke have alt det, jeg har samlet sammen gennem årene med – men det er jo bare ting. Og mange af dem står bare og samler støv. Jeg kommer ikke til at savne dem.”

Gennem døråbningen ned til udestuen, kan man fra min plads ved køkkenbordet spotte to flyttekasser med åbne låg. Klar til at tage imod resten af indholdet fra reolen bag lænestolen. Der er god tid endnu, men Pia glæder sig allerede, når hun tænker på at flytte.

“Jeg startede med at prøve at rydde en reol i udestuen. Og da jeg så, hvor nemt det gik med at skille mig af med alle mine gamle studiebøger og den slags – så var jeg ligesom i gang. Jeg fik følelsen af, at dét her er det, jeg skal.” forklarer Pia målrettet.

“Det sjove er, at da jeg først kom i gang, gav det mig blod på tanden. Først udestuen og så garagen – nu kører det jo for mig. Jeg kan næsten gå og tage mig selv i at glæde mig til at få taget alle skufferne. Det er fedt at få ryddet op. Jeg får saneret og kommer helt ind til kernen. Jeg får en særlig mulighed for at indrette mig på en frisk og gøre hverdagen mere overskuelig.”

Pia tager en slurk og tømmer kaffekoppen. Vi sludrer om de kulturelle tilbud i Næstved – og om det store grønne træ i haven, som snart trænger til en klipning. På trappen foran huset, siger vi på gensyn og vinker farvel.

Vi ses jo snart i Augusthaven

 

 

 

 

 

 

 

Ansøgning